Katte i løbegårde contra fritløbende katte. af Kim Christensen, http://www.mactabby.dk   Tak til Lars Dahl (http://hjem.get2net.dk/vonfriberg) og Brita Rodam (http://www.kamikaze-coon.dk) for gennemæsning og til førstnævnte desuden for konstruktive forslag.

På foranledning af i længere tid at have fulgt, samt deltaget i, forskellige diskussionstråde i visse Internetfora og nyhedsgrupper vedrørende for og imod fritløbende katte, skriver jeg følgende artikel som optakt til en saglig diskussion.   Indledningsvis kan jeg nævne, at jeg selv gennem en halv snes år har haft fritløbende huskatte, uden at jeg dengang tænkte nærmere over det. På dette tidspunkt var min indstilling til racekatteopdræt såmænd også, at det var noget pjat og kun en hobby for nogle få, sære mennesker. Ak ja, men med viden kommer forståelsen og i dag hvor jeg har sat mig grundigt ind i tingene, kan jeg godt se hvor forkert jeg tidligere har båret mig ad. Dog må jeg pointere, at jeg på intet tidspunkt har forsøgt at argumentere ud fra min daværende, manglende viden.

Nogle af de argumenter fortalere for fritløbende katte hyppigst benytter sig af er:   ”Min kat er blevet meget gladere efter at have fået lov til at rende frit omkring.” Hvordan måler man ”at katten er blevet gladere”? Katte er et vidunderligt nysgerrigt væsen og min erfaring fortæller mig, at en kat altid vil tage en hvilket som helst barriere som en personlig fornærmelse, uanset på hvilken side af barrieren den befinder sig. Vores egne hanner vil enormt gerne fra stalden – der er indrettet specielt til dem – og ind i huset, mens vores hunner omvendt vil den anden vej. Når de så bytter plads, ja så går der ikke længe før de lige så gerne vil den anden vej. Konklusion: Katte vil altid hellere være et andet sted end lige der hvor de befinder sig. ”Det er kattens natur at rende frit omkring.” Ja det kan der næppe argumenteres imod: I Nordafrika, med masser af plads, ingen biler og langt mellem menneskene. Problemet på vore breddegrader er, at ”naturen” ikke længere er det den var engang. Den natur, der forefindes i en dansk villahave adskiller sig næppe væsentligt fra en gartners væksthus med endeløse rækker af tomatplanter. Naturen i dag er et meget, meget farligt sted at bevæge sig rundt som kat – ja rent faktisk for et hvilket som helst dyr – efter antallet af de såkaldte ”road-kills” (trafikdrab) at dømme, der dagligt ligger side om side langs de danske veje. Ligesom det oprindeligt var alle dyrs natur at være fri, ligesådan er det deres natur at have fjender. Men i modsætning til biler og andre menneskeskabte ting, så har de en medfødt evne til at leve i en verden med disse naturlige fjender. Evolutionsmæssigt har biler, og anden menneskeskabt teknologi i øvrigt, kun været på banen i usigelig kort tid, og dyrene har ingen, hverken nedarvet eller oplæringsmæssigt forsvar mod sådanne ting. Selv en større skov er ikke mere det stykke natur den var engang. Træerne er plantet i snorlige rækker med produktion for øje, og dagligt kan man høre larmen fra de arbejdende motorsave og besynderligt udseende transportredskaber, der konstant kører væk med skovet tømmer. Det er ikke det jeg selv forstår ved natur og jeg ville ønske at de personer der konstant benytter sig af ordet, også ville tage alle aspekter af dette med i deres overvejelser når de kritikløst benytter sig af det i forsvaret af deres holdninger. Selv her, langt ude på landet hvor jeg selv er bosat, lyder det undertiden som om man er nabo til en større industrivirksomhed, og ud fra mængden af maskinel at dømme, så er det nok også efterhånden netop det. ”Jeg bor på et sted hvor det ikke kan lade sig gøre at indhegne.” Decideret sludder, og en nedgøring af den samlede menneskeheds storstilede ingeniørarbejder. Kan man stable en Storstrømsbro på benene så kan man vel også indhegne en villahave. Der kan være grundejerforeningsvedtægter imod at opføre en sådan indhegning, men langt de fleste steder vil man hyppigst fortrække, at folk holder deres dyr på egen grund. Jeg tror, at det i sidste ende kun er et billigt forsvar mod at foretage den investering der er påkrævet for at skabe et sikkert miljø for kattene. Så lang tid det er gratis eller næsten-gratis, er det ok med den høje moral, mens det kniber gevaldigt når det begynder at koste noget. Selvfølgelig er der en grænse for hvad man rent finansielt må forvente at bekoste på sin interesse for katte, men så vær dog i det mindste ærlig. Jeg forstår udmærket at børnene også skal have tøj på kroppen, og helst også mad 3 gange om dagen. ”Ja, misser kan jo desværre blive kørt ned, men så trøster jeg mig med at den har haft et godt liv.” Har misser egentlig det? Hvor mange forkælede og afstumpede unger har kastet sten efter den i dagens løb, eller sågar skudt efter den med luftgeværer (jeg har pillet blyhagl ud af en af mine katte engang), og hvor mange gange har den sanseløs af skræk været jaget langt væk fra vante omgivelser af fritløbende hunde? Ok, lyder det, men sådanne ting foregik også dengang kattene var vilde og der var rigtig – dvs. af menneskehånd uberørt – natur til. Så det er vel bare at bytte den ene slags fare ud med den anden, ikke sandt? Jo måske, men de selv samme mennesker ville aldrig drømme om at lade deres dyr sulte, og det er såmænd en lige så naturlig og uundgåelig del af et vildt dyrs dagligdag. Og sidst men ikke mindst må man spørge sig selv om timerne i relativ frihed, for det bliver aldrig andet i den verden vi har i dag, nu også står mål med den smerte det kan medføre, f.eks. at ligge halvt smadret i rabatten af motorvejen i timevis, inden døden nådigt sætter ind? Det mener jeg personligt ikke, men det er jo i sidste ende et holdningsspørgsmål. Blot bryder jeg mig ikke ind at blive påduttet risikoen for at køre en kat ned alene for at tilfredsstille andre menneskers opfattelse af hvad der godt for en kat. Ud over ovenstående modargumenter, er der også den indlysende risiko for sygdomme – hvoraf mange af disse er fatale. Se evt. artiklen af Jan Krag her . Dog må jeg erklære mig direkte uenig i hans afsluttende påstand. Iflg. min overbevisning er katten som musefanger stadig ikke overgået og en næsten uundværlig del af livet på selv en mindre gård. Livet som gårdkat er efter min mening netop et af de få steder hvor fritløbende katte kan retfærdiggøres – med de gener det nu engang medfører. Endelig burde det stå enhver indlysende klart, at fritløbende katte i forbindelse med opdræt ikke er lade sig gørligt.   Der argumenteres også en del for at vi alle bør hjælpe til med at give de herreløse katte et bedre liv ved at tage dem til os, fodre dem og give dem et varmt sted at sove, og tanken er da også nobel nok. Men det har en bagside. En ”vild” – bemærk ordet er sat i citationstegn, da jeg ikke mener at vi har rigtigt vilde katte herhjemme – eller vildtlevende kat der tages ind i vore hjem og langsomt vænnes til, at mennesker og vores kreationer er af det gode, langsomt får sin frygt for disse ting reduceret. Herved gør vi dem mere sårbare over for en voldsom død i trafikken.

Eksempel 1: En halvvild kat der sover i sit nye lune tilholdssted bagest i garagen, vil første gang den hører bilen blive startet kun være opsat på en eneste ting. Flugt! Når dette har gentaget sig gennem nogle uger eller måneder så vil den til sidst lære, at denne larmende konstruktion ikke er så farlig endda, og måske vil den endda begynde at sove på den varme motorhjelm når bilen er stillet ind ved dagens slutning. Katten lærer langsomt, at bilen er af det gode, og det er her jeg vil påstå at man har gjort den en rigtig solid bjørnetjeneste. Så hvis vi overhovedet skal hjælpe til i sådanne tilfælde, så mener jeg at vi skal gøre det et hundrede procent. Ellers så skal vi holde fingere væk og lade ”natur” være ”natur” – på godt og ondt.

Jeg er godt nok i snor, men for pokker hvor er det dog spændende alligevel.

”Men min kat ved godt at den skal passe på i trafikken” lyder det fra andre. Ja, og samme person vil sikkert også slippe et 4 til 5-årigt barn løs i trafikken, eller....? For det er det samme. Et barn i den alder vil uden videre forfølge sin røde, hoppende gummibold ud på kørebanen hvis barnet er tilstrækkeligt fordybet i legen.

Eksempel 2: En lun sommeraften sidste år kommer min kone og jeg kørende ud fra Stubbekøbing by og skal i T-krydset dreje til venstre mod Vejringe da vores blik fanges af en rødlig huskat der, fuldstændigt opslugt af en lille grålig klat som farer af sted ½ meter foran den,  kommer småløbende på fortovet. Vejen er på det tidspunkt – og heldigvis da – tom for biler, så vi holder tilbage ved hajtænderne for at se hvad pokker der foregår. Lidt tættere på farer den lille grå størrelse, der nu kan identificeres som en særdeles velnæret markmus, ud på kørebanen i et sidste forgæves forsøg på at redde sit liv. Stopper katten nu op og ser sig for? – nej, ikke i den her situation. Stadigt fuldstændig optaget af musen løber katten efter denne og fanger den med et velrettet dask med forpoten midt på vejen hvor den gud hjælpe mig giver sig til at lege med den! Først efter hvad der føltes som en lille evighed tog den musen i munden hvorefter den nonchalant spankulerede forbi vores ikke helt lydløse dieselbil, og forsvandt så ned af vejen.

Se dette fortæller mig, at katten overhovedet ikke forstod faren ved det den havde gang i. Inde i dens hoved var der kun en ting der talte: Jagten på føden! – måske oven i købet en føde den slet ikke havde brug for, men sådan en bagatel tog dens instinkter overhovedet ikke hensyn til. Måske ville den have udvist større forsigtighed hvis musen ikke havde været der,  men det er en lidt ligegyldigt hypotese i den her forbindelse. Det der er pointen her er, at personer med ovenstående form for argumentation, overhovedet ikke har sat sig ind i hvad det er for et dyr de har med at gøre. De forstår simpelt hen ikke deres dyr.   Nogen har forsøgt at spørge fortalerne for fritløbende katte, om så ikke de mener, at også andre dyr, som f.eks. hunde og heste, burde rende frit omkring men får her blot at vide, at disse dyr ikke kan sammenlignes med katte. Hvorfor i alverden dog ikke? En hests medførte behov for at tilhøre en flok og rende frit omkring er vel dybest set lige så basalt grundlæggende som en kats behov for at strejfe omkring og jage? Forskellen er blot, at de fleste kan se det praktisk uladsiggørlige i at have en flok halvvilde heste fare bissende rundt i baghaven mellem stauder og havemøbler, hvorimod man nok kan leve med et par katte. Og det er her jeg mener at hensynet til andre mennesker ophører for blot at tilfredsstille egen overbevisning, hvilket med et andet ord kaldes for egoisme.   Ud over de indlysende gener ved katteekskrementer i børnenes sandkasse, så findes der mennesker der simpelthen ikke kan tåle katte. Inden for vores egen race, Maine Coon, har der for ganske nyligt været et tilfælde, hvor en familie med øjeblikkeligt varsel – efter lægelig ordre – måtte skille sig af med deres katte grundet allergi. Og jeg mener ikke, at det kan være meningen, at folks dyr skal påføre andre gener af denne art. Der findes efter min mening ingen former for argumentation, der kan retfærdiggøre dette.   Det er mit håb, at ovenstående får nogle til at tænke sig om en ekstra gang, men jeg ved også godt at det vil være tabt på en del. Det er sandsynligvis de samme mennesker der vil bruge en hulens masse energi og resurser på at puffe en strandet hval ud igen, på trods af at det i virkeligheden blot er et dyr den naturlige udvælgelsesproces har valgt fra. I sidste ende er den slags kun med til at skabe en følelse af, at have gjort en velsignende og selvopofrende handling, med en følelsesmæssig selvtilfredsstillelse som resultat, en følelse af godgørenhed som personen kan leve højt på i ugevis. Jeg ved godt at det kan lyde kynisk, men jeg må bede om, at de mennesker der benytter det ”naturlige” som argumentation for deres sag, også vedkender sig, at dette så må gælde i alle situationer, ikke kun der hvor det er belejligt for deres bevisførelse.   Jeg er i den sidste tid bl.a. blevet beskyldt for ikke at respektere andre menneskers mening, alene ud fra min argumentation mod fritløbende dyr. Men i min bog er respekt ikke noget man automatisk får, respekt er noget man vinder. Og min respekt vindes ikke ved at man retter udokumenterede anklager for både det ene og det andet, og absolut heller ikke ved at presse diverse former for gener ned over hovedet på andre mennesker. Den vindes heller ikke ved indlysende uvidende og undertiden direkte dumme påstande. Omvendt vil en klog og vidende debatteren, hvori det tydeligt skinner igennem, at debattøren med omtanke har sat sig ind i tingene og faktisk ved noget om emnet, automatisk medføre at man får min respekt, også selv om jeg ikke nødvendigvis er enig.

* * * * *